Virkelyst Equi- & Humanfysioterapi
v/ Camilla Haumann
Proff.Bach. i Humanfysioterapi
Dyrlæge Eksamineret Hestefysioterapeut
og -osteopat
Jeg hedder Camilla Haumann og står bag Virkelyst Equi- og Humanfysioterapi.
Jeg er gift med Carsten og vi har en datter, Sidse, der til min store glæde deler min interesse for heste og dressur. Jeg har hele livet interesseret mig for heste og ridning, og efter jeg er blevet ældre, er interessen og nysgerrigheden absolut ikke blevet mindre, hvad angår det biomekaniske hos ekvipagen.
Jeg blev i 2021 færdig som human fysioterapeut og i 2022 hestefysioterapeut og -osteopat. Uddannelsen til hestefysioterapeut forudsætter, at man i forvejen er uddannet fysioterapeut eller dyrlæge.
Jeg kan foretage behandlinger hos dig, eller hjemme i klinikken – både for hest og menneske.
Hvis I samles fire eller flere i en stald deles kørselsgebyret.
Hvad kan jeg gøre for din hest og dig?
Der sker en masse når vi sætter os op på hesten, prøv bare og tænk på den unge hest, der skal tilrides, ofte som tre års – langlemmet og ukoordineret – der skal en god fysik til at klare strabadserne… Derfor er det vigtigt at både rytter og hest er klar til opgaven. Den ældre hest kan selvfølgelig også have problemer i bevægeapparatet, hvor noget kan stamme fra kompensationer, eller hesten kan "tosse" for meget rundt på folden i det daglige, men vi, som ryttere, kan også betyde en hel del for hestens balance og bevægeapparat i almindelighed.
Jeg kan hjælpe både hest og rytter. Hesten kan behandles direkte og I kan få nogle øvelser til bedre koordination og mere energibesparende bevægelse, hvor hesten slider mindre på sig selv. Jeg kan også foretage en analyse af rytteren, hvor vi sammen finder ud af, hvilke udfordringer der er – for vi har alle en god og en mindre god side, det har hesten også, derfor er det med at få styrket svaghederne, så vi kan hjælpe vores heste bedst muligt, når vi nu har valgt at sætte os op på dem.
Jeg har taget uddannelsen til human fysioterapeut først for at få indgående kendskab til anatomi og fysiologi, dette klæder mig rigtigt godt på til arbejdet med hestene, samt at jeg ligeledes kan hjælpe med rytterens udfordringer.

Vores egne heste:
Bruunholms Zi Zi
Hun er fra 2012 efter BH Zack/BH Hertug
Vi har haft hende siden hun var 5 år. Hun er uddannet af både min datter og jeg selv. Hun kan alle dressurens øvelser - omend måske ikke sat sammen til et program... endnu. Hun er min "once in a lifetime horse", så hun skal blive boende her på Virkelyst hos os.
Frydenssangs Utopia
Hun er fra 2018 efter BH Zack/BH Rockefeller
Vi har haft hende siden hun var 3 år. Hun er egentlig købt med henblik på, at hun "bare" skulle være rugehoppe - og hun venter også en baby efter Zi Zi/Fürstenball til april 2023, og vi glæder os! Hun har det mest vindende væsen, og vi er faktisk blevet rigtig glade for hende - hun bliver en fantastisk mor, så mon ikke vi også beholder hende...
